Kategoriarkiv: Reparation af US-biler

Her læser du om de udfordringer, der kan være ved at have en amerikanerbil

Montering af ny himmel i Buick 1962

Himlen i min Buick trængte enormt til at blive udskiftet, så jeg købte en spritny himmel på EBay i USA til 165 $, så inden himlen stod på min gårdsplads med hjælp fra ShopUSA kostede den mig ca. 1.500 kr. men det synes jeg ikke der er noget at sige til

Jeg besluttede mig til at udskifte himlen i juledagene i 2014, hvor der jo ellers ikke er så meget at give sig til. Jeg startede det lille projekt med at finde nogle videoer på Youtube, og fandt efter nogen søgen en video hvor man udskifter himlen på en 50’er Gm vogn: https://www.youtube.com/watch?v=y7LAIS8X45I en rigtig god og instruktiv video med en mand som har prøvet det før, og som er god til at vise tingene og samtidig forklare hvad man skal være opmærksom på og hvad han gør.

Allerførst demonterede jeg loftlys, tøjkroge, bakspejl paneler ved siden af bagruden og solskærme. I pakken jeg fik fra US var der loftmateriale til at ombetrække solskærme og paneler, så det er et lille delprojekt.

IMAG0972

For at kunne komme til at demontere himlen demonterede jeg også de stållister der sidder mellem toppen af vinduerne og himlen. Disse lister var rustne, så der måtte en go’ gang slibning til inden jeg kunne male dem i bilens farve, så himlen ser ud som om den er blevet monteret af en Prof. – hvilket den jo i realiteten også er

IMAG0971

Når listerne er fjernet kan man se, at himlen er sat fast til karosseriet med kramper, og nogle steder med kontaktlim. Jeg har besluttet mig til at jeg vil prøve at fastgøre himlen med kramper og dobbeltklæbende tape. Det må så vise sig, om det er en fornuftig beslutning.

IMAG0975

De gamle rustne kramper kan ses på billedet ovenfor. De nymalede lister dækker over kramperne. Inden jeg begynder at pille himlen ned lægger jeg gamle Lagner over sæder og tæpper, så isolering og himmel ikke drysser ned på sæder og tæpper.  Stoffet er meget skrøbeligt, så det er lidt vanskeligt at få det ned, men langsomt får jeg himlen frigjort fra de 5 bøjler, der holder himlen oppe ved taget.

IMAG0977

Når himlen og Isoleringen mellem himmel og taget er fjernet demonterer jeg de 5 bøjler der går tværs over bilen. HUSK at mærke bøjlerne op mens de sidder i vognen, så du er sikker på at montere bøjler der hvor de hører til, da bøjlerne ikke er ens, selvom det ved første øjekast ser ud som om de er ens. Bøjlerne viser sig at være meget rustne, så de skal slibes og sprøjtes med tynd olie, så de glider nemt ind i de dertil indrettede poser, der er syet på den nye himmel. Sørg for at slibe bøjlerne godt, så de ikke beskadiger poserne på den nye himmel. Bemærk at den midterste bøjle er anderledes en de andre fire. Den er tyndere i diameter og ikke fastgjort i siden som de resterende, men derimod holdt fast hele vejen over taget med små klips. Vip forsigtigt alle klips til side, så du kan tage bøjlen ned. Du skal bruge alle klips til at sætte bøjlen op igen med den nye himmel.

IMAG0986

Efter at have taget den gamle himmel ud, fjerner jeg alle de gamle kramper i loftskinnerne og rengør taget indvendig efter at have fjernet isoleringsmaterialet. Jeg har købt nyt isoleringsmateriale, med tape på bagsiden, så det kan klæbe til taget, uden jeg skal til at smøre kontaktlim på isolering og tag. Den gamle isolering var kun 2-3 mm. tyk og var ikke limet til taget, så den faktisk hang i guirlander og trykkede på den gamle himmel med den konsekvens at syningerne i den gamle himmel var gået itu. Den nye isolering er 10 mm. tyk og har aluminiumsfolie på forsiden der vender ned mod himlen så isoleringen både er lyd- og varmeisolerende, og samtidig sidder ordentligt fast på taget.

Nu er jeg klar til at sætte bøjlerne i de rette poser (bøjlerne var mærket) Bemærk at jeg har sat tape på bøjler kun i den ene side, så jeg ved hvordan de skal vende i bilen.

Den midterste bøjle sættes på først og fastgøres til taget med clips. Derefter sættes de to forreste og dernæst de to bageste bøjler fast.

Man sætter nu himlen fast til gummilisterne med kramper – se billede og skruer til sidst de nymalede lister på rundt langs kanten af himlen.

IMAG0988

Til sidst beklædes sidestykkerne ved bagruden og hattehylden beklædes også. Der er helt sikkert rynker i beklædningen, men de rettes nemt ud med en varmepistol – pas på ikke at varme for meget, men alligevekl nok til at rynkerne forsvinder. Det færdige resultat ses nedenfor

IMAG0991

IMAG0998

God arbejdslyst.

Hovedreparation af 455 ci motor

I december 2013 løftede Steen og jeg motoren ud, da det ikke er muligt at tage bundkarret af mens motoren sidder i bilen, fordi bilen er forhjulstrukket, og forbroen ligger under motoren. Motoren blev kørt til Steen’s værksted, og her konstaterede han at plejlstangslejet på cylinder 6 var slidt ned – sandsynligvis fordi en oliekanal i krumtappen var tilstoppet? Vi besluttede nu at købe en renoveret krumtap i USA, da krumtappen var så nedslidt på cylinder 6, at det ikke var muligt at slibe den ned og få nye plejlstangslejer i overstørrelse. Nu var årsagen til bankelyden fundet, og fra det tidspunkt gik det bare fremad

I løbet af januar indkøbte jeg mange dele, som vi udskiftede, mens motoren var adskilt i atomer: renoveret krumtap med nye hoved og plejlstangslejer, ny oliepumpe, nye stempelringe, nye takthjul og kæde, og mange andre dele. Steen opmålte motoren totalt, så vi var sikre på, at der ikke var andre dele som burde udskiftes mens motoren var adskilt, og den eneste større del der burde udskiftes var plejlstangen på cylinder 6. De fleste dele blev indkøbt gennem www.rockauto.com som har næsten alle dele til min bil og flere hundrede andre både US-biler og europæiske biler.

Mens motoren blev hovedrepareret rengjorde jeg motorrum, undervogn og hulrum samt malede og præserverede alle dele med sort maskinemalje og textyl. Dog ingen textyl i motorrum og på synlige dele på undervognen, idet jeg har den philosophi, at man skal kunne arbejde i motorrum og på undervogn – stort set med hvide handsker, uden at få sort olie på.

Nu nærmede tiden sig hvor Toroe’en skulle til registreringssyn, inden den skulle have sin debut på de danske landeveje. Der blev arbejdet hårdt i værkstederne, både hos Steen og hjemme på Flemminggaard. Så oprandt dagen hvor 455’eren blev hentet hjem og løftet i vognen – noget af et vovestykke, da maskinen jo vejer over 500 kg. Men girafkranen fra Viborg holdt, og der kom ikke en skramme på kareten, selvom jeg sank en klump, da motoren blev løftet op, og kørt ind over forskærmen. Men Steen havde jo prøvet det før, så han var tilsyneladende helt uberørt af situationens alvor. Alt gik som planlagt, og efter en lille times baksen med dyret sad den igen på sin plads i motorrummet.

Nu stod arbejdet foran mig med at få alle rør, kabler og ledninger monteret, inden den store dag oprandt hvor vi kunne starte motoren. Steen havde fremstillet et lille værktøj, så vi gennem hullet for strømfordeleren kunne sikre os, at der var olie hele vejen rundt i motoren, inden den blev startet. Vi ventede med at sætte tændrør i motoren, indtil vi havde tørnet den med starteren, så vi også var sikre på at benzintilførslen var OK. Så kom det store øjeblik.

Vi monterede tændrør og motoren startede velvilligt ved den mindste berøring af tændingslåsen J

 

Indsugningsmanifold og topstykker
Indsugningsmanifold og topstykker
Motorrummet færdigrenoveret
Motorrummet færdigrenoveret
Motor hovedrepareret
Motor hovedrepareret

Motoren begyndte at banke

Da jeg var færdig med arbejdet på karosseriet i foråret 2013, skulle jeg have bilen til registerringssyn. Jeg kørte bilen på værksted for at få målt bremserne ud, og indstillet lygterne inden syn. Det viste sig, at en bremseslange skulle udskiftes, så den blev udskiftet dagen efter. Da jeg hentede bilen opdagede jeg til min skræk og rædsel, at motoren bankede uhyggeligt.

Jeg gik fuldstændig i sort, ja blev nærmest deprimeret et par uger, indtil min kone fik mig på ret køl igen, efter hun sagde ”det er jo kun penge”. Nå – jeg fik en 10-12 mekanikere til at lytte til den, og de fleste var enige om, at bankelyden kom fra den øvre del af motoren. Flere foreslog at skifte de hydrauliske ventilløftere. Som sagt – så gjort.

Da jeg fik demonteret indsugningsmanifolden, kunne jeg se, at EGR-ventilen havde efterladt store aflejringer af koks ved ventilløfterne (se billede). Jeg var ret overbevist om, at der havde sat sig noget i en løfter, og det var årsagen til, at en eller flere løftere var årsagen til bankelyden. Efter udskiftning af alle 16 ventilløftere, var jeg meget spændt på at starte motoren. Bankelyden var der stadig. Nu var døde dyr rådne – (gode råd dyre!)

Jeg kontaktede nu den lokale Amerikanerbilsklub ”Low Riders Car Club” i Horsens, og var her heldig at møde Steen Falstrup, som ville komme og lytte til motoren. Da Steen havde hørt motoren banke, aftalte jeg med ham, at jeg i første omgang skulle demontere topstykket i venstre side mens motoren sad i bilen, da det var tydeligt for ham, at bankelyden kom derfra. Da topstykket var demonteret kunne vi tydeligt se, at stemplet i cylinder 6 af en eller anden årsag rørte ved topstykket, og det var årsagen til bankelyden (se billedet nedenfor, hvor man tydeligt kan se et blankt mærke på stempel no. 6). Nu lå det helt fast, at motoren skulle ud, og at der skulle en hovedreparation til – bare surt.

IMAG0401

IMAG0587

Renovering af karosseriet på min Olds Toronado 73′

I løbet af vinteren 2012-2013 gjorde jer bilen klar til syn. Jeg demonterede alle kromlister, og fandt lidt rust i skærmkanterne. Det var lidt vanskeligt at reproducere skærmkanterne, da de jo er ”dobbeltkrumme”, men jeg fandt en video på Youtube, hvor det var vist hvordan man fremstiller en dobbeltkrum overflade ved at banke det ud med en håndhammer. Jeg rensede hele undervognen for overfladerust, og malede alt sort med mat maskinemalje.

Den gennemrustede bagkofanger var et problem! – indtil jeg fandt én på Ebay i USA. Det var et firma, der har specialiseret sig i kofangere. Jeg købte den og fik den transporteret til Danmark med ”ShopUSA” og betalte kun under 1.000 kr. for kofangeren – vel at mærke leveret på min gårdsplads. Det viste sig, at der kun var nogle små blistre på kofangeren i overfladen, så en go’ gang knofedt og ”autovenol” så var kofangeren som ny J Sådan en kofanger på en Olds er jo ikke bare letvægtsplastik som på moderne biler. Den vejer mere end 50 kg. Så jeg var nødt til at have hjælp af mine to svigersønner til at montere den – to til at holde den mens jeg lå under bilen og satte skruerne på plads.

I foråret 2013 var jeg så langt, at bilen nu skulle til registreringssyn. Jeg kørte til en mekaniker, for at få indstillet lyset, efter at have monteret nye paraboler indkøbt på Ebay i Tyskland. Ved samme lejlighed fik jeg justeret tændingen og CO, samt efterprøvet bremserne på en bremsestand, så bilen ikke risikerede at blive kasseret til syn på småting. Da jeg kom for at hente bilen, bankede motoren pludseligt voldsomt, så jeg var nødt til at udsætte synet.

Jeg gik fuldstændig i sort over bankelyden, og blev nærmest deprimeret, indtil min kone trøstede mig med, at det jo kun er et spørgsmål om penge

IMAG0376