Du kan sortere i kalenderen, så du kun kan se de events, der interesserer dig – SE HER, hvordan !

Galten – Knallerter, Ellerter og Carbage Runners på Vedelslund 2025
juni 5 @ 08:00 - 17:00 CEST
Af Jørgen Kjær
Knallerter er populære som aldrig før, og det gælder både de gamle danske som Skylon, SCO, de franske som Velo, men de ”nyere” knallerter med specielt Puch Maxi i spidsen har nærmest lavet en slag revolution inden for denne hobby med et hav af knallertklubber. Senest læste jeg, at der er over 400 større eller mindre klubber i Danmark – dem inviterer vi til Træf- og Køretøjsdag på Wedelslund, og vi håber de kan fylde et separat område med disse. Så knallertentusiast og –klub sæt derfor 5. juni i kalenderen til Træf- og Køretøjsdag på godset Wedelslund vest for Aarhus. Der kræves dog tilmelding og køb af billet på www.veteranposten.dk for at kunne deltage.
Carbage run er en forholdsvis ny variant af vores fælles hobby omkring klassiske køretøjer. Her skal køretøjerne være mindst 20 år gamle. Dem inviterer vi også, vi skal have fødekæden til klassikerhobbyen med.
En del af gammelbils- og klassikerhobbyen er at finde reservedele og stumper til vedligeholdelse og reparation og lignende. Det gør man blandt andet på et rigtigt stumpemarked, hvor private sælger overskydende dele. Landets så vidt vides første rigtige stumpemarked blev afholdt for godt 50 år siden i 1972 af netop Dansk Vintage Motor Club i Storring forsamlingshus ved Galten, ganske få kilometer fra netop Wedelslund, hvor der igen i år afholdes stumpemarked sammen med Træf- og Køretøjsdagen den 5. juni. Tilmelding til dette på www.veteranposten.dk sammen med øvrig tilmelding.
Bedstemor Ands bil var inspireret af en Detroit Electric Car, der i dag har godt 110 år på bagen. Og netop sådan en Detroit Electric Car fra 1913 kan man møde på årets Træf- og Køretøjsdag på Wedelslund den 5. juni.
Med denne sætter vi endnu en gang fokus på elbilen, der åbenbart med stor succes udfordrer ”fossilkøretøjerne”, som de fleste af os jo sætter stor pris på.
Som det ses af Bedstemor Ands bil er elbilen ikke en ny opfindelse, den er faktisk på alder med benzinbilerne, og på årets træf vil vi blandt andet møde en stribe af ældre elbiler, der jo også er blevet klassikere som for eksempel den ikoniske Ellert, Kewet, Hope Whisper med flere. Den danske Ellert-klub har allerede meldt deres ankomst med en række af deres Ellerter.
Har du en ældre el-bil, eller kender til en, hører vi meget gerne fra dig, da vi meget gerne vil fortælle om og vise elbilens udvikling.
Træffet arrangeres igen i 2025 i et samarbejde mellem Wedelslund Gods, Dansk Vintage Motor Club og klassikermagasinet VeteranPosten. Nødvendig forhåndstilmelding på www.veteranposten.dk