Motoren begyndte at banke

Da jeg var færdig med arbejdet på karosseriet i foråret 2013, skulle jeg have bilen til registerringssyn. Jeg kørte bilen på værksted for at få målt bremserne ud, og indstillet lygterne inden syn. Det viste sig, at en bremseslange skulle udskiftes, så den blev udskiftet dagen efter. Da jeg hentede bilen opdagede jeg til min skræk og rædsel, at motoren bankede uhyggeligt.

Jeg gik fuldstændig i sort, ja blev nærmest deprimeret et par uger, indtil min kone fik mig på ret køl igen, efter hun sagde ”det er jo kun penge”. Nå – jeg fik en 10-12 mekanikere til at lytte til den, og de fleste var enige om, at bankelyden kom fra den øvre del af motoren. Flere foreslog at skifte de hydrauliske ventilløftere. Som sagt – så gjort.

Da jeg fik demonteret indsugningsmanifolden, kunne jeg se, at EGR-ventilen havde efterladt store aflejringer af koks ved ventilløfterne (se billede). Jeg var ret overbevist om, at der havde sat sig noget i en løfter, og det var årsagen til, at en eller flere løftere var årsagen til bankelyden. Efter udskiftning af alle 16 ventilløftere, var jeg meget spændt på at starte motoren. Bankelyden var der stadig. Nu var døde dyr rådne – (gode råd dyre!)

Jeg kontaktede nu den lokale Amerikanerbilsklub ”Low Riders Car Club” i Horsens, og var her heldig at møde Steen Falstrup, som ville komme og lytte til motoren. Da Steen havde hørt motoren banke, aftalte jeg med ham, at jeg i første omgang skulle demontere topstykket i venstre side mens motoren sad i bilen, da det var tydeligt for ham, at bankelyden kom derfra. Da topstykket var demonteret kunne vi tydeligt se, at stemplet i cylinder 6 af en eller anden årsag rørte ved topstykket, og det var årsagen til bankelyden (se billedet nedenfor, hvor man tydeligt kan se et blankt mærke på stempel no. 6). Nu lå det helt fast, at motoren skulle ud, og at der skulle en hovedreparation til – bare surt.

IMAG0401

IMAG0587